De fleste af Cesar Francks større værker opstod i de sidste ti år af hans liv. Således også symfonien i d-mol – hans eneste inden for genren. Den fuldførtes i 1888 og uropførtes året efter af et modvilligt konservatorieorkester. Francks bud på symfonigenren var nemlig slet ikke i overensstemmelse med den klassiske symfonitradition, som dengang dyrkedes på Pariserkonservatoriet.
Franck var først og fremmest organist og en stor improvisator på sit instrument. Det afspejles i denne helt anderledes udformede symfoni, som nogle snarere hører som en stor orgelfantasi instrumenteret for symfoniorkester. Det ”klassiske” i værket er alene opdelingen i satser - her dog kun tre i stedet for de traditionelle fire - med hver sin karakter. Men de traditionelle symfoniske ”love” omkring toneart og modulation er her afløst af en helt fri og dristig håndtering, som viser, at Franck var stærkt påvirket af tidens to store avantgardister: Wagner og Liszt, som i både form, harmonik og udtryk revolutionerede musikverdenen på den tid. Men også Bruckner og dennes brug af det ”cykliske” princip, hvor temaer genbruges og knyttes sammen i et symfonisk forløb, spores hos Franck. Symfonien er tilmed umiskendeligt farvet af religiøs mysticisme og de skiftende mørkere og lysere stemninger afspejler snart grublen snart optimisme.
1. sats indledes med symfoniens musikalske grundidé: et søgende tre-toners tema i de dybe strygere, som gentages flere gange og fører frem til satsens hurtige afsnit. Temaet har en påfaldende lighed med det bærende tema i Liszts ”Les Preludes” og med ”skæbnemotivet” fra Wagners ”Ringen”. Satsen præges af i alt tre temaer, som gentages i mange forskellige tonearter og vekslende stemninger. Den mol-prægede sats slutter dog i hårdt tilkæmpet, men strålende D-dur.
2. sats indledes med et vemodigt tema spillet af engelskhornet – noget helt nyt dengang, som bestemt ikke faldt i kritikernes smag. Senere præsenteres et lysere, mere muntert tema i klarinetten. Satsen kommer herved til at fungere som både langsom sats og scherzo.
I den fremstormende sidste sats præsenteres to nye temaer og temaerne fra de to foregående satser tages efterhånden op igen – ligesom i Beethovens 9. symfoni, men ”de vender ikke tilbage som citater”, skrev Franck selv, ”jeg har bearbejdet dem og givet dem helt nye roller”. Dette er måske i virkeligheden hele symfoniens idé: musikken reviderer sig selv, transformeres og ”genfødes” i en løbende proces. ”Jeg risikerede en hel del med denne symfoni”, sagde Franck efterfølgende, ”men næste gang vil jeg risikere endnu mere!”. Det nåede han dog ikke. Han døde året efter.
April 2013