I begyndelsen af 1930’erne begyndte Prokofiev at overveje at vende hjem til Sovjetunionen efter ni år i hhv. USA og Frankrig. Han besøgte ofte sit gamle fædreland med familien, men først i 1936 slog han sig igen ned i Sovjet. Allerede i 1934 havde Kirov Teatret i Leningrad bestilt en ballet over Shakespeares ”Romeo og Julie” hos ham, men de bakkede ud og Bolshoi Teatret i Moskva overtog projektet og skrev kontrakt med Prokofiev, som færdigskrev musikken på ganske få måneder. Men nu begyndte problemerne: teaterchefen og koreografen ønskede en ”happy end” på den ellers tragiske kærlighedshistorie efter devisen: de levende kan danse – det kan de døde ikke! Og den russiske ballettradition i Stalins Sovjet krævede storslåede, optimistiske (og larmende) finaler. Dertil kom, at Prokofievs på én gang sarte og voldsomme musik, hvori indgår ”skæve” taktarter, fik balletkorpset til at protestere og erklære den ”umulig at danse til”. Komponist og koreograf råbte af hinanden og forestillingen kom ingen vegne. Til sidst solgte Prokofiev balletten til Operaen i Brno i Tjekkoslovakiet, som uropførte den med succes d. 30. december 1938. Nu meldte Kirov Teatret sig igen – de ville trods alt ikke stå tilbage for en udenlandsk provinsballet – og dansede den til triumf i 1940. Siden har ”Romeo og Julie” holdt sig på verdensrepertoiret som den betydeligste helaftensballet i det 20. årh.
”Morgendans”: byen vågner. Vittig og folkelig dans, elegant instrumenteret.
”Madrigal”: et lille yndefuldt stykke, hvor to forskellige strofer: Julies elegiske tema og det kapriciøse kærlighedstema (Romeo og Julie), præsenteres.
”Montagues og Capulets”: de to voldsomt dissonerende højdepunkter i indledningen symboliserer de to Verona-familiers fjendskab. Den efterfølgende dans med dens tunge, kraftfulde rytme bekræfter stejlheden. Det sarte mellemstykke (fløjte og harpe) beskriver Julies blide dans.
”Dans”: et elegant stykke, hvor oboen præsenterer temaet.
”Tybalts død”: en længere scene, som illustrerer, hvordan slagsbroderen Tybalt dræber Romeos ven Mercutio og derefter selv dræbes af Romeo – heftig tumult med stærke stigninger. Det efterfølgende pompøst instrumenterede sørgetog beskriver desperationen.
”Munken Lorenzo”: den joviale og forstående munk, som i hemmelighed vier Romeo og Julie.
”Romeo ved Julies grav”: en storladen sørgemarch-agtig scene. Musikken er som et sørgeskrig, der munder ud i dyb resignation, da Romeo til sidst tømmer giftbægret for at dø ved Julies side.
November 2008