2024-2025 sæsonen byder på Gustav Holsts store værk “Planeterne,” gribende og dyster violinkoncert af Shostakovich, sjældent opført musik af hans lærer, Glazunov, klaverkoncert med mandskor og meget mere.
Repertoiret
Repertoiret er bredt og spænder fra det wienerklassiske til ny musik. Hovedvægten er lagt på værker for stor besætning, f.eks. de store romantiske værker og Carl Nielsens symfonier, men orkestret samarbejder også med kor om opførelser af betydelige korværker. Vi har bl.a. spillet Haydns Skabelsen, Mozarts Requiem, Gades Elverskud, Verdis Requiem, Brahms Requiem og operamusik.
Flere komponister har skrevet værker specielt til orkestret – det gælder fx Pierre Dørge, Anders Koppel og Benjamin de Murashkin.
Samarbejde & Dirigenter
Orkestret spiller med vekslende dirigenter, og repertoiret tilrettelægges i samarbejde med dem. Det er afgørende at skifte mellem dirigentpersonligheder og dirigenter med forskellig instrumental baggrund. Men vigtigst er det at vores dirigenter har sans for at få amatører til at spille så godt som muligt og med størst mulig glæde.
Det er en vigtig del af orkestrets aktiviteter, at vi spiller med musikere, dirigenter og solister på vej frem.
Musikere
Desuden har vi et team af ekstra musikere, vi kan trække på – typisk konservatoriestuderende og professionelt uddannede musikere, der fungerer som assistenter, hvis et værk kræver en særlig besætning.
Musikerne dækker mange forskellige erhverv: læger, ingeniører, lægesekretærer, jurister, kontorfolk og humanister af forskellig art. Og musikken spiller en meget forskellig rolle i de enkeltes liv og hverdag. Men alle er enige om at det giver en stor tilfredsstillelse at være en del af en velfungerende musikalsk organisme som Amatørsymfonikerne.
I perioder har vi orkestermedlemmerne, der er udlændinge, som opholder sig i en kortere eller længere periode i Danmark – og gerne vil spille sammen med andre på et kvalificeret niveau.
Historie
Orkestret daterer sig til 1954, hvor et par mindre grupper unge amatører slog sig sammen til et symfoniorkester med hjemsted i København.
Fra 1956 til 1970 blev Amatørsymfonikerne ledet af Ib Eriksson, soloklarinettist i Radiosymfoniorkestret. Han var en dynamisk og engageret person, der appellerede til unge mennesker, og mange senere professionelle musikere fik deres grundlæggende orkestererfaring i orkestret. Amatørsymfonikerne var i denne periode fast ensemble for Musik & Ungdom, den danske afdeling af Jeunesses Musicales International (et verdensomspændende fredsinitiativ, der blev skabt efter 2. Verdenskrig). Ud over tirsdagsprøverne trænede orkestret i denne periode på sommerkurser af 1-2 uger varighed. Medlemskabet af Musik & Ungdom / Jeunesses Musicales International muliggjorde turnéer til Berlin, Regensburg, Amsterdam (Concertgebouw), Wien (Musikverein) og Sverige hvor orkestret med stor succes spillede i berømte koncertsale. Herhjemme blev der etableret et samarbejde med Radioens Børne & Ungdomsafdeling, og orkestret fik fast øvested i Radiohuset på Rosenørns Allé.
Men Musik & Ungdoms pensionsalder var 25 år. Så da Ungdomsorkestret blev ‘voksent’, og mange amatørmusikere ønskede fortsat at spille i orkestret, fik orkestret selvstændig status. Der blev etableret samarbejde med skiftende dirigenter, også endnu ikke professionelle. Flere senere anerkendte dirigenter har fået deres grundlæggende orkestererfaringer i Amatørsymfonikerne. Det gælder fx, Michael Schønwandt , Giordano Bellincampi og Ole Henrik Dahl. Også komponisten Hans Abrahamsen har spillet i orkestret. (Lige som andre kendte personer: musikeren Peter Bastian, domorganist Asger Pedersen (ham med Jullerup Færgeby og Vinterbyøster), meteorolog Henrik Voldborg, ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen og filminstruktøren Finn Henriksen).
Orkestrets sommerture til højskoler fortsatte frem til 1990. Der blev etableret en tradition med hvert 2. år at spille symfonimusik og hvert 2. år en opera. De første år blot som koncertopførelser, men senere som egentlige operaopsætninger med Finn Henriksen som instruktør. Gianni Schicchi blev sendt i fjernsynet og Hans og Grethe opført på Sct. Annæ Gymnasium. Altid med øje for unge, talentfulde solister på vej.
Da de faste sommerture blev vanskelige at gennemføre, blev turnéer til udlandet prioriteret. Orkesteret har været i London, Frankrig, Polen, Estland, Letland, Litauen, Italien, Malta, Tjekkiet og Finland. Ved nogle ture har der været samarbejde med lokale orkestre, amatører som professionelle og arrangeret efterfølgende genvisit i København.