‘Épisode de la vie d’un artiste – en cinq parties. Symfonie Fantastique’
Egentlig hedder symfonien ‘En Episode i en Kunstners Liv’ med undertitlen ‘Symfonie Fantastisque’.
Betegnelsen ‘fantastique’ svarer nærmest til den (også i dag) populære fantasy-genre i spil og fiktion der opererer i alternative verdener med magi og overnaturlige væsener.
Berlioz blev i 1827 forelsket i en irsk skuespillerinde Harriet Smithson, der spillede Ophelia i en Hamlet-forestilling. Han begyndte at bombardere hende med kærlighedsbreve – uden at kende hende. Først da han i 1830 komponerede sin fantasy-symfoni til hende (med udførlige kommentarer til forståelse af denne programmusik!), fattede hun sammenhængen og mødtes med ham. De blev gift i 1833 – uden at kunne forstå hinandens sprog! – ægteskabet holdt i ni år.
Symfonie Fantastique er nok et af de mest kendte stykker tidlig romantisk programmusik, og Berlioz har udførligt beskrevet hvad historien fortæller:
En ung kunstner bliver dybt, men ulykkeligt, forelsket i en ung pige. Han kaster sig desperat ud i en opiumsrus (selvmordsforsøg?), hvor han oplever de mest særprægede og syrede syner. I sit opiumstrip oplever han den unge pige som et musikalsk ledemotiv – nærmest en musikalsk tvangstanke, der konstant forfølger ham; Berlioz kalder det ‘idée fixe’. Og den dukker hele tiden op i de fem satser:
Første scene (Rêveries – drømmerier) beskriver den unge kunstners situation.
I anden scene (Un Bal – et bal) møder han pigen til et bal og bliver helt eksalteret; to harper bidrager til at skildre den svævende eventyrlige feststemning.
Tredje scene (Scène aux champs – landlig scene) er en (typisk romantisk) hyrdescene, der får den unge kunstner til at være lidt forhåbningsfuld – indtil han forestiller sig at hun svigter ham! Solen går ned. Tordenvejr i baggrunden.
Nu er han helt desperat. I fjerde scene (Marche au supplice – march til skafottet) drømmer han at han i raseri og jalousi har myrdet sin elskede. Han bliver ført til skafottet og henrettet (i takt 164!) med økse.
Og i femte scene (Songe d’une nuit de sabbat’ – mareridt om en heksesabbat) forestiller han sig hvordan alskens uhyrlige væsener, hekse og monstre er kommet for at overvære hans begravelse og udstøder deres grusomme lyde, latter, skrig. Midt i det hele hører han den elskedes tema, men nu forvandlet til en vulgær dansemelodi (spillet på Es-klarinet). Hun deltager i heksesabatten, der mixes med temaet fra Dies Irae (vredens dag) fra Dødsmessen.
‘Épisode de la vie d’un artiste – en cinq parties. Symfonie Fantastique’ blev uropført ved en koncert på konservatoriet i Paris i 1830, men Berlioz ændrede ved den mange gange siden.
Leonard Bernstein beskriver symfonien som den første musikalske ekspedition i det psykedeliske, med hallucinatoriske og drømmeagtige sekvenser, og hævder at Berlioz selv var under påvirkning af stoffer under sin komposition af symfonien.
Det er kendt at mange kunstnere i romantikken søgte at opnå en særlig kunstnerisk kreativitet i den tilstand af grænsebevidsthed som fx en opiumsrus kunne medføre.
Med sin farverige, klangfulde stil chokerede Berlioz sin samtid; hans musik blev aldrig rigtig anerkendt i hans levetid, så han måtte ernære sig som musikkritiker og siden dirigent. Men hans musik (vi har i AS tidligere spillet bl.a. Symfonie Fantastisque, Romersk Karneval og Harold in Italy – hvor en bratschsolist bærer hans ‘idée fixe’) har i bogstaveligste forstand været banebrydende inden for symfonisk musik; Berlioz har bl.a. haft stor betydning for både Wagner og Mahler.
Der er en meget grundig gennemgang af de enkelte satsers musikalske forløb på den engelske Wikipedia (https://en.wikipedia.org/wiki/Symphonie_fantastique), hvor musikken skildres som var det librettoen i en opera.