Har du lyst til at spille med i et af Danmarks bedste amatørsymfoniorkestre?
Er du stryger? Blæser? Slagtøj? Nyder du at spille klassisk musik i godt selskab?
Vi øver hver tirsdag aften i Festsalen i Holte skole, afd. Rønnebærvej, Rønnebærvej 33, 2840 Holte (20 min. til S-tog fra Kbh. – eller du kan måske få et lift med en af orkestrets andre musikere; vi kommer fra det meste af Sjælland.)
Hvem er vi?
Vi er et fuldt udbygget, ambitiøst og velfungerende symfoniorkester, har eksisteret i mere end 75 år og spiller 8 koncerter om året, rundt om i Danmark, men også i udlandet.
Vi spiller det store klassiske, symfoniske repertoire: wienerklassik, romantik og musik fra nyere tid, bl.a. nye komponister! Vi samarbejder undertiden med andre orkestre og kor om de store korværker, for eksempel Brahms Requiem, Dvorak Requiem og Vaughan Williams “A Sea Symphony.”
Mange af Danmarks bedste professionelle musikere, også solister og dirigenter har fået deres grundlæggende orkestererfaringer i Amatørsymfonikerne.
Vil du søge optagelse i Amatørsymfonikerne?
Kontakt os på orkestrets mail (amatorsymfonikerne@gmail.com) og hør om dine muligheder; blæsergrupperne er normalt fuldt besat, men der er næsten altid plads til nye, dygtige strygere.
Det er muligt at spille med i en prøveperiode. Hver gruppe har en gruppeformand, der vurderer om du kan optages i orkestret og hjælper dig til rette.
Orkestrets økonomi er primært baseret på medlemskontingent og i et vist omfang af fondsmidler og tilskud.
- Unge under ulønnet uddannelse samt arbejdsløse: Gratis
- Unge i arbejde, under 26: 750 kr/år
- Øvrige: 1500 kr/år