Denne begivenhed er allerede afholdt.

Forårskoncert 2018 i Nærum Gymnasium

20th marts 2018 kl. 19:30 - 21:30

| 100kr.

Program:

Heino Eller: Koit
Alexandr Glazunov: Violinkoncert
Antonin Dvorak: Symfoni nr 8

Dirigent:

Kaisa Roose

Kaisa Roose er født i Tallinn, Estland. Allerede som 6-årig var hun talentfuld på klaveret; i 1992 tog hun afgangseksamen i kordirektion på Konservatoriet i Tallinn. Hun videreuddannede sig på Konservatoriet i København som orkesterdirigent, debuterede med Odense Symfoniorkester i 1997 og modtog Grethe Kolbe-prisen for lovende unge dirigenter.
I en alder af 28 år blev hun engageret af Det Kgl. Teater til opførelsen af balletten Amor og Psyke. Det blev et vendepunkt i hendes karriere og førte til en treårig kontrakt som dirigent for Den Kgl. Ballet og Den Kgl. Opera.
Hun har dirigeret de fleste professionelle orkestre i Danmark , har bl.a. uropført værker af Per Nørgaard, ligesom hun er en kendt dirigent i Sverige. Kaisa Roose debuterede i foråret 2004 i de baltiske lande med Grieg, Dvorák og Beethoven med Estlands Nationale Symfoniorkester og Elgars Violinkoncert og Faurés Requiem med Litauens Stats Symfoniorkester.
Hun er en utrolig inspirerende og sprudlende dirigent, og Rudersdalsymfonikerne/
Amatørsymfonikerne har også tidligere nydt samarbejdet med hende; senest i Bruckners 7. Symfoni i E-dur (i Nærum og Espergærde).

Marts 2018

Solist:

Christine Pryn, violinist

Christine Pryhn er uddannet i Danmark og Tyskland. I marts 2001 debuterede hun fra Det Fynske Musikkonservatoriums solistklasse ved en Torsdagskoncert i Radiohusets Koncertsal sammen med Odense Symfoniorkester.
Hun har modtaget en lang række legater og priser, bl.a. Musikanmelderringens Kunstnerpris (2001) og Gladsaxe Musikpris (2003) og vandt i 1999 konkurrencen “Unga Solister” i Sverige. Christine Pryhn har optrådt som solist med flere danske og udenlandske orkestre, bl.a. Krakows Filharmoniske Orkester og National Irish Symphony Orchestra.
Med violinisten Christine Pryhn har vi i Danmark en solist i verdensklasse. Og vi er endda i Rudersdal så privilegerede at hun er en drivende kraft i Rudersdals Musikskole – ved siden af sin solistkarriere. Det har bl.a. ført til et fint samarbejde mellem Rudersdalsymfonikerne/Amatørsymfonikerne og de unge strygere i Rudersdal. Vi er meget glade for igen at have Christine Pryhn som solist, denne gang i den krævende og klangfulde violinkoncert af Glazunov.

Marts 2018

Programdetaljer

Heino Eller: “Koit”

Heino Eller (1887-1970) var en estisk komponist, konservatorieprofessor og violinist. Mange af Estlands førende nyere komponister, bl.a. Arvo Pärt, har været hans elever. Den symfoniske digtning Koit (”Morgengry”) er et af hans kendteste værker. Det er dobbelt passende at Amatørsymfonikerne spiller Ellers musik ved denne koncert. Aftenens dirigent, Kaisa Roose, er selv estisk. Og 2018 er 100-året for Estlands uafhængighed fra det russiske kejserrige i 1918 – en dag der hvert år fejres med fest og fyrværkeri. Man kan tolke hans ”morgengry”-musik, skrevet 1920, som symbol for Estlands nyvundne frihed. Landets historie har været omtumlet, med mange perioder præget af undertrykkelse og ufrihed – især under Rusland, men tidligere under Sverige og i Middelalderen under Danmark. I 1991 erklærede man den genskabte uafhængighed, denne gang fra Sovjetunionen. Dét nåede Eller ikke at opleve.

I hans værker er der meget der minder både om Delius, Sibelius og Carl Nielsen. Men han er sin egen, og med ”Koit” har han skabt et farvemættet, stemningsladet tonemaleri der fortjener at være meget mere kendt.

Alexander Glazunov: “Koncert for violin og orkester”

Russeren Alexander Glazunov (1865-1936) var født samme år som Carl Nielsen og Sibelius – men hans musik er meget mere bagudskuende end deres. Den er ren senromantik af den mest indsmigrende, næsten konditorkageagtige art. Han var i en årrække knyttet til Musikkonservatoriet i Moskva og var en anset autoritet som lærer og komponist også i Sovjettiden – om end han valgte at emigrere til Vesten på en rejse i 1929.

Violinen gør straks sin entré med et smægtende tema, og dem har værket en ødsel rigdom af. Musikken går ud i ét: Hurtige og langsomme dele, tonerarter som der moduleres imellem på overraskende vis, og forførende, sangbare temaer veksler og glider ind i hinanden. Et skønt ”sidetema” kommer efter ca. 2½ minut, og efter ca. 4½ en længselsfuld melodi på violinens dybeste streng. Den overtages af andre instrumentgrupper, hvor ikke mindst de mørke strygere – bratscher og celloer – spiller vigtige roller. Slutningen er et fyrværkeri af en trampende kosak-agtig dans. Det hele er forbi på ca. 20 skønne minutter. Intet under at virtuoser med rødder i det russiske kejserrige som Jascha Heifetz, Nathan Milstein og David Oistrakh har fået denne koncert til at glitre som gammelt guld.

Antonin Dvorak: “Symfoni nr 8”

Antonín Dvořáks 8. symfoni fra 1889 er fuld af glæde. Typisk for Dvořák bugner den af enkle, folkeligt inspirerede melodier der gentages mange gange og bygger på klare intervaller og tonegentagelser – men måden de er flettet sammen på, orkestreringen og harmoniseringen af dem, er original og overraskende.

Det gælder i høj grad første sats, hvor traditionelle formprincipper tilsidesættes til fordel for raffinerede skift i toneart og klangbillede, mens henrivende temaer nærmest falder over hinanden.

Anden sats er en slags langsom rondo, med et tilbagevendende grundtema og med rig variation af kaleidoskopisk skiftende stemninger.

Tredjesatsen kunne næsten være en af de ”slaviske danse” som Dvořák havde haft stor succes med tidligere i sin karriere, inspireret af vennen og forbilledet Brahms. Betegnelsen Allegretto grazioso siger at den ikke skal gå for hurtigt, og at den skal spilles yndefuldt! Det meste af den er en mild vals i tænksom mol, men med et frisk skift til dur i mellemstykket. Satsen er i 3/8-takt (ikke 3/4) – hvilket signalerer at dette her frem for alt skal være let. Dvořák demonstrerer igen sin evne til at skabe ørehængende melodier der synes at have rod i böhmisk folketone, men med raffineret timing, harmonik og rytmik. Lige så typisk er hans bratte skift i tempo og takt til en susende afslutning i 2/4-takt.

Fjerde sats: En trompetfanfare smælder ud. Den store tjekkiske dirigent Rafael Kubelik har sagt om denne sats: ”Mine herrer, i Böhmen kalder trompeterne aldrig til kamp – de kalder til dans!” Det er på en måde en ”tema-med-variationer”-sats, men først og fremmest viser den Dvořáks evne til at udfolde en rigdom af melodier der nærmer sig det enfoldige – men med uforudsigelige store og små overraskelser, og endnu en gang bestandig afveksling i instrumentation, tonearter, stemning. Hist og her kommer der pludselig noget der kunne være Wagner, som i ”Waldweben” fra Siegfried. Helhedsoplevelsen er dybt charmerende.