Program:
Maurice Ravel: Pavane pour une infante défunte
Hector Berlioz: Symphonie fantastique
Dirigent:
Denis Segond – dirigent
Denis Segond er født i Frankrig og har fået sin musikalske grunduddannelse i Nice og Paris. Han fortsatte sine studier i USA på Manhattan School of Music, Julliard School og Yale University, hvor han tog diplomuddannelse (mastergrad) i komposition og orkesterdirektion.
I årene 1999 til 2005 var Denis fast dirigent for Idyllwild Arts Academy Orchestra i Californien samt gæstdirigent på en række amerikanske universiteter. Herudover blev han fra 2003 musikalsk leder af Operaen i Abilene, Texas, hvor han dirigerede flere store produktioner. I samme periode var Denis med til at stifte den franske Opera Comique i Danmark, som han også var musikalsk leder af.
Siden da har han delt sine aktiviteter mellem Danmark, USA og Frankrig. I 2005 vendte Denis tilbage til Frankrig, hvor han bl.a. var gæstedirigent for Orchestre Philharmonique i Nice. Fra 2012 har Denis været bosat i Danmark.
Marts 2016
Programdetaljer
Ravel: Pavane pour une infante défunte
Maurice Ravel (1875-1937) skrev den korte, meditative ”Pavane pour une infante défunte” – (Pavane for en afdød prinsesse) i 1899. Fra Ravels side var der ikke tale om sørgemusik, men snarere en hyldest til den rolige og ophøjede hofdans, Pavanen. Værket blev oprindeligt komponeret for klaver, men i 1910 instrumenterede Ravel det lille stykke for orkester.
Berlioz: Symphonie fantastique
”Symphonie fantastique” er et epokegørende værk i musikhistorien – i form og indhold det første udpræget romantiske musikværk – komponeret allerede i 1830 – som skulle få afgørende betydning for komponister som Liszt og Wagner.
Berlioz (1803-69) er i dette værk en radikal fornyer med et tonesprog, som dristigt og voldsomt søger at give udtryk for det mest hektiske følelsesliv og som er udpræget programmatisk: Berlioz vil i toner fortælle en historie om lidenskaber og smerte og følgerne af at være i sine følelsers vold. Baggrunden er selvbiografisk: en engelsk teatertrup gav i Paris nogle gæstespil med en række Shakespeare-stykker. Berlioz overværede dem og forelskede sig lidenskabeligt i skuespillerinden Henriette Smithson, som han efterfølgende bestormede med kærlighedserklæringer og bønner om sammenkomster – som dog koldt blev afvist. Selv flere år efter at truppen var rejst hjem til England var Berlioz stadig opfyldt af sværmeriske følelser for Miss Smithson.
Det er denne ulykkelige kærlighed, som Berlioz satte sig for at skildre i en stor symfoni med titlen ”Episoder af en kunstners liv” – et værk, som skulle være nyt, dristigt og sensationelt og slå verden med forbavselse. I symfonien fantaserer Berlioz om sin drømmekvinde. Når han tænker på hende høres det gennemgående, længselsfulde tema (et slags ledemotiv) i strygerne. Hvor han end befinder sig – ved et bal, på landet osv – bliver hans sjælefred forstyrret ved tanken om hende. Historien foregår i hovedet på den unge kunstner, som har bedøvet sig med en dosis opium, som sender ham i en dyb søvn. Her træder hans følelser frem som lyde og groteske drømmesyn. Berlioz udformede selv en udførlig programforklaring til symfonien – her gengivet stærkt forkortet:
Første sats: Drømmeri og lidenskab. Den unge kunstner mindes den tilstand af dunkel længsel og umotiveret glæde, hvori han befandt sig, før han mødte den kvinde, som vakte hans lidenskab. Han tænker på den hede kærlighed, på sin angst og jalousi og den atter opblussende passion.
Anden sats: Et bal. Han ser igen sin elskede ved et glitrende bal. Billedet af hende lader ham ikke i ro.
Tredje sats: Scene på landet. Han hjerte oplever en uendelig ro, da han en sommeraften på landet hører to hyrder kalde til hinanden (engelskhorn og obo). Bevidstheden om den elskede dukker op igen og han forstyrres af pinefulde tanker. Den ene hyrde genoptager sin kalden, men denne gang svarer den anden ikke. Fjern torden. Ensomhed!
[Da Berlioz havde komponeret disse tre satser, hørte han visse rygter om Miss Smithson, som helt forandrede hans plan: den tilbedte faldt ned fra sin piedestal og hans sværmeri for hende forvandledes nu til foragt. Under indtryk heraf opstod de to sidste satser, hvor han antagelig ville tage en slags hævn over den faldne afgud. Senere forklarede han dog slutsatserne som uhyggelige visioner oplevet under en opiumsrus.]
Fjerde sats: March til skafottet. Kunstneren drømmer, at han har myrdet sin elskede, dømmes til døden og skal overvære sin egen henrettelse. En snart dyster, snart glansfuld og højtidelig march ledsager optoget til skafottet.
Femte sats: Heksesabbat. Kunstneren er til stede ved en heksesabbat blandt uhyggelige spøgelser og uhyrer, som er forsamlet til hans egen begravelse. Den elskede og hendes melodi dukker op, men nu forvandlet til en vulgær og grotesk dansemelodi (Es-klarinet). Hun slutter sig til det djævelske orgie. Dødsklokkerne ringer og man hører en burlesk parodi på den gamle begravelseshymne ”Dies Irae”. Med heksenes orgiastiske runddans slutter satsen.
